Det har været nogle intense uger i Kono, med et meget tætpakket program, men som er gået over al forventning, og vi har fået sat streger over alle de gøremål, der stod på vores to do-liste. Det har været helt fantastisk at opleve, hvor meget der er sket med projektet. De ansatte fra vores samarbejdspartner har virkelig bevist, at deres engagement er intakt, og det er imponerende, så meget de har fået gennemført på de knap 10 måneder, som projektet har kørt. Det var derfor med en god fornemmelse i maven, vi kunne tage afsted med dem.

Hvad vores fysiske velbefindende angår, trænger vi til ordentligt mad. For godt nok kan hvidt brød, ris, bønner og kylling være værd at spise, men i længden kan det godt blive trivielt og vi ser frem til at kunne træde ind i et supermarked og fylde indkøbskurven med nærende mad.

Sweet Salone, vi vil savne dig – men vi glæder os til at se jer alle i DK igen 

/Naja og Camilla

Denne gang gik turen til, hvad de lokale betegner som en strand, som vi nok vil kalde en sø, eftersom vi er et godt stykke inde i landet. Uanset ordvalg, så var det et meget idyllisk område – en lille oase, omgivet af træer, hvor børnene legede i vandet og kvinderne vaskede tøj.

Intet skulle mangle til denne udflugt. Vi fik FN til at køre for os og de to biler var godt pakket med plasticstole, kølebokse med drikkevarer, mad i lange baner, spil, en generator, højtalere og et stort anlæg var der også plads til. Der var i forvejen givet tilladelse af den lokale town chef til, at vi måtte opholde os på området med et løfte om, at der ikke ville blive spillet for højt musik. Dette løfte blev dog hurtigt brudt, da mændene sørgede for, at der blev skruet godt op for musikken og der strømmede glade afrikanske rytmer ud – kun overdøvet af generatoren.

Mens musikken blev installeret, gik kvinderne i sving med at forberede maden. Der var et fad med kylling, som blev smurt ind i hjemmelavet marinade af bl.a. peanuts, chili og tomatpuré og ved siden af, blev der lavet en bønnesauce. Maden blev grillet på en medbragt grill og som tilbehør blev der skåret frisk frugt og brød ud. Det var svært for os danskere at få lov til at hjælpe, men vi fik da lov til at skrælle ananas, appelsiner og pille bønner. Maden smagte fantastisk i disse paradisomgivelser!!

Da vi havde spist blev der spillet Ludo, Scrabble og Bingo! AVAs regnskabsmedarbejder stod for at læse numrene op og havde en kommentar til hvert tal (langt overgået af vores “Gamle Ole“). Heraf kan bl.a. nævnes 33 – all the threes, 27 – Independente Day, 77 – walking stick, 66 – arabiske sko (snabelsko), 88 – kvinders dobbelthager etc. På trods af, at der ikke var nogle præmier, blev der gået op i spillet med liv og sjæl, hvilket flere gange resulterede i livlige diskussioner.

Vores bidrag til underholdningen var en quiz om Danmark. Der var dannet tre grupper med to mænd og to kvinder i hver og på skift fik de lov til at svare på de 17 spørgsmål. Bl.a. navnet på vores dronning, hvad vi spiser juleaften og hvor længe mænd har barsel. Der var tre valgmuligheder til hvert spørgsmål og de var overraskende gode til at gætte. De var meget begejstrede over, at lære en masse om landet mod det kolde nord og jublen steg, da vinderholdet fik overbragt en pose med slikkepinde.

Det kan varmt anbefales at tage på picnic på Sierra leonsk – selvom vi også misunder den libanesiske version. Dagen efter tog vi nemlig til et andet sted, hvor vi stødte ind i en libanesisk familie, der havde taget det halve af deres dagligstue med. Træborde og stole, et porcelænstel, en vandpibe og en masse forfriskninger. Det lyder måske ikke af meget, men det mest specielle ved dette var, at de havde rykket hele arrangementet ud i floden. Mændene sad i badebukser, mens kvinderne var fuldt påklædte og iført tørklæder. Familien havde sågar medbragt deres sorte tjenestepige, som skænkede the op til dem.

/Naja og Camilla
Naja Mammen Nielsen & Camilla Riel er frivillige i Kono Business og er på et to ugers projektbesøg hos vores partnerorganisation AVA. Følg deres oplevelser her på bloggen.

På de to måneder, kvinderne har været i praktik, har de allerede udviklet deres færdigheder betydeligt og tager stort set imod de samme ordrer som de øvrige ansatte. Praktikværterne vurderer, at de med deres nye viden vil være i stand til at få et arbejde eller starte deres egen forretning, når de er færdige – og flere af dem, har vist interesse i at ansætte kvinderne efterfølgende. Det vil gøre en kæmpe forskel for disse kvinder, hvis det på sigt vil lykkes for dem. Men vejen er lang, da det kræver en stor startkapital at etablere sig, men så længe troen er der, er de godt på vej.

Girl power
Det mest interessante praktiksted, vi besøgte i dag, var hos en automekaniker, hvor ejeren er gået med til at få en ung kvinde i praktik. På trods af, at det er et typisk mandefag, ser han muligheder i denne kvinde og med tiden for andre. Hendes feminine ydre stod ikke i vejen for, at hun sagtens kunne svejse, skifte olie og bakke på buler i de biler, der skulle repareres. Vi var særligt imponerede (men også en smule skeptiske over), at hun formåede at svejse uden handsker, sikkerhedsbriller og sko! Det ser ikke ud til at være særligt almindeligt her, da hendes arbejdsgiver heller ikke brugte det – alligevel var han meget opmærksom på det og håbede på, at arbejdsforholdene med tiden kan forbedres.

På oplysningsplakaterne rundt omkring i landet, står der at kvinderne er vejen frem og de skal ud på arbejdsmarkedet. Mange jobs betegnes som mandefag, men hvis omgivelserne og familierne ændrer holdning til dette, vil kvinderne være hjulpet godt på vej til at ændre på deres egen og børns skæbne.

/Naja og Camilla

Naja Mammen Nielsen & Camilla Riel er frivillige i Kono Business og er på et to ugers projektbesøg hos vores partnerorganisation AVA. Følg deres oplevelser her på bloggen.

Anni Lyngskær og Rie Skårhøj, der for to år siden sammen startede Kono Business & Development er blevet inviteret til at fortælle om deres møde med skrædderne i Sierra Leone med særligt fokus på de udfordringer, der er ved at drive forretning med kvinder fra et helt andet land og kultur, end den man er vant til.

- Vi vil blandt andet fortælle om en oplevelse med vores partnerorganisation, hvor projektlederen skældte kvinderne ud, fordi de havde syet forkert. Vi forklarede, at i Danmark bruger vi meget ros til at opmuntre fremfor bare at skælde ud, fortæller Anni Lyngskær og fortsætter:

- Det er klart, at vi har forskellige tilgange til undervisning, og det har gennem tiden givet nogle gode diskussioner med vores partner. Vi kan jo ikke bestemme, hvordan de skal være, men når vi arbejder med skrædderne, er det vigtigt for os at bakke dem op og rose dem for deres indsats, forklarer Anni Lyngskær.

Af og til er det dog ikke helt nemt at følge idealerne. Under produktionen der er i gang netop nu, kom to af skrædderne op at skændes. Det kan godt gå ret voldsomt for sig, og endda blive fysisk. Det endte med at en fra Kono Business & Development’s partner organisation kom og skilte de to kvinder ad. Efterfølgende besluttede de at bortvise de to kvinder fra produktionen i tre dage.

Men temperaturen er ganske behagelig, ca. 30 grader, og mødet med AVAs ansatte har været fantastisk. I dag mødtes vi med dem til en gennemgang af projektets første 10 måneder. De viste stolt deres nye lokaler frem, og de blev ved med at gentage, hvor glade de var for at se os. Vi kunne kun gengælde deres glæde og var meget spændte på at høre, hvad de havde at fortælle. De forskellige facilitatorer havde forberedt sig godt og fortalte stolt og meget levende om deres arbejde de seneste måneder. Vi var meget imponerede og også lidt stolte over deres engagement. Af de aktiviteter, som de har fået gennemført gælder bl.a. igangsættelsen af en praktikordning, hvor ca. 20 kvinder er i praktik hos lokale arbejdspladser, dannelse af en dramagruppe bestående af elever fra skolen, som tager rundt i de små communities og gennem teater fortæller om kvinders rettigheder, og så har alle de ansatte været på skolebænken og fået computerundervisning. Det var meget overvældende at høre om deres arbejde og store engagement og for at understøtte deres fremlæggelser gjorde de flittigt brug af at vise billeder og vise skriftlige dokumenter frem, for at vi kunne være helt sikre på, at alle aktiviteterne rent faktisk havde fundet sted.

De kommende dage kommer til at gå med at få færdiggjort status rapporten til Projektrådgivningen, gennemgå økonomien og tage rundt og besøge praktikanterne.
Efter dagens gennemgang af projektet blev der tid til at tage ud på en tur i området, ledsaget af en ung mand fra en lokal organisation, der arbejder for minearbejders rettigheder. Kono distriktet er præget af minearbejde, hvilket tydeligt ses i gadebilledet, hvor diamantforhandlerne ligger side om side. På denne tur tog vi rundt i området for at se, hvor minerne ligger. Landet gemmer på en grusom historie fra den 11 år lange borgerkrig, og der blev gjort forskellige stop, hvor vi fik at vide, at her fik folk skåret hænderne af,  og ved denne sø, havde der fundet en massehenrettelse sted og i dette hus, var indebrændt 500 mennesker. Stærke historier, der gjorde et enormt indtryk, om som er så svært at begribe, når man alle vegne bliver mødt at store smil og gæstfrihed. Men et vigtigt kapitel at kende til, når man arbejder i Sierra Leone.

/Camilla & Naja

Naja Mammen Nielsen & Camilla Riel er frivillige i Kono Business og er på et to ugers projektbesøg hos vores partnerorganisation AVA. Følg deres oplevelser her på bloggen.

Vi har været nødt til at forsøge os frem og tage tingene efterhånden, som de kom, og der er nogle ting nu, som virker indlysende at vi kunne have gjort på en anden måde. Men det har været en spændende proces og alle, både Anne og jeg, Kono skrædderne og K-Tech eleverne har lært meget af den forgange uge.

På geometri fronten har K-Tech eleverne på de tre dage, som workshoppen varede, lært at måle vinkler med en vinkelmåler i trekanter og firkanter og at tegne en kvadratisk firkant. Desuden har de tegnet på ternet papir for at lære at følge lige streger, og de har lavet spejløvelser. Den sidste del var at tegne cirkler med en passer og lave forskellige mønstrer.

I systuen har rollemodellerne skulle gennemføre et sykørekort med K-Tech eleverne, hvor de har fulgt streger, der var tegnet i papir. Den praktiske opgave bestod i at sy en patchwork pung, hvor de kvadratiske firkanter, som de havde lært at tegne i geometriundervisningen, skulle bruges til mønster. Alle nåede at blive færdige med pungen, og de hurtige elever nåede også at sy en anden lille taske med rund bund og bånd til at lukke i åbningen. Det var fedt, at se hvor stilte de var, da de endelig stod med deres taske om halsen.

Rollemodellerne har haft forskellige indgangsvinkler til at undervise og lære fra sig. Et par af dem har været meget pædagogiske og forklaret eleverne, hvordan de har skulle løse opgaverne. Andre har været mere utålmodige og selv gjort det meste af arbejdet, hvor Anne og jeg hele tiden måtte minde dem om, at eleverne kun kan lære, hvis de selv øver sig.

Eleverne har også taget godt i mod undervisningen og haft en åben indstilling for at lære. Der er nogen, der ikke nåede at blive helt fortrolige med opgaverne, mens andre forstod logikken med det samme og nåede langt mere end de andre. De har også forskellige udgangspunkter for at lære, nogen af dem har gået i skole i nogle år i forvejen, mens andre slet ikke har. For nogle af skræddereleverne var det første gang, de prøvede at sidde ved en symaskine. Fælles for alle er, at vi har kunne se en tydelig fremgang på de tre dage, og at de også åbnede sig mere op og ikke var så generte til sidst.

Fredag eftermiddag sluttede vi undervisning lidt tidligere for at overrække certifikater til deltagerne. Vi startede med at kalde en rollemodel op ad gangen for at overrække hendes certifikatet og derefter gav vi hende certifikater til hendes to elever, som hun selv skulle overrække til dem. Der var stor begejstring.

Vi fortalte hvor stolte vi var over dem alle sammen, og at vi kan se, at alle har lært rigtig meget. Nogle af eleverne rejste sig op og sagde tak for, at vi havde været der, og at de helt bestemt havde lært noget nyt, og at de var meget glade.

Efterfølgende tog vi gruppebilleder foran skolen, dansede Boogie Woogie og en anden lokal dans med sang til. Det hele blev afsluttet med en bøn, som der er tradition for i Sierra Leone.

Vi har efterfølgende evalueret rollemodelsprojektet med skrædderne, som alle er utrolig glade for at have prøvet at undervise, og det er noget, de gerne vil gøre igen. Det er nyt for dem, at lære fra sig og dele deres viden med andre, og de kan godt se fordelen af, at andre også lærer det, som de har lært gennem Kono Business. Alle var enige om, at rollemodelsprojektet kunne have været endnu bedre, hvis der havde været flere dage med eleverne på K-Tech, og at eleverne også har brug for mere træning, før de bliver bedre. Det har stadig været en god øvelse, og skrædderne har alle fået et selvtillidsboost, og de er stolte af sig selv, fordi de med succes har gennemført noget, som de ikke selv havde forestillet sig, at de ville komme til at prøve.

Sara Hansen er frivillig i Kono Business, og hun er sammen med designstuderende Anne Christensen lige nu i Sierra Leone for at gennemføre den tredje produktion og træning.

Læs mere om, hvad det vil sige at være fairtrade importør her og bliv fan af Fairtrade Danmark på Facebook.

Download Kono Business dokument om, hvad vi konkret gør for at leve op til WFTO’s 10 fair trade principper her: Fair trade til hjemmeside.

I dag var så første dag, hvor skrædderne var rollemodeller. Vi mødtes på skolen kl 9 og lavede først en introduktion, hvor alle præsenterede sig. Hver skrædder er rollemodel for to elever og har til opgave at vise og forklare dem om geometrien, og hvordan de skal lave syøvelserne. Vi inddelte rollemodellerne og eleverne i to grupper, den ene gruppe startede med syøvelser, mens den anden løste geometriopgaver. Efter frokost byttede de to hold, så alle har gennemgået det samme.

Overordnet er det gået rigtig godt. Jeg havde på forhånd været lidt bekymret for om to af skrædderne ville kunne klare at undervise i geometri, fordi de selv har svært ved det. Den ene skrædder (Hawa Njawa) imponerede mig virkelig. Hun var meget pædagogisk ,og det lykkedes hende at lære de to elever det. Hun var også selv rigtig glad, og som hun sagde med et overrasket smil
“They understand what I teach”.
Esther Morsay gjorde virkelig et godt forsøg, men hun er ikke så god til at lære fra sig, og har ikke selv helt styr på det. Hendes to elever var meget kvikke, og jeg hjalp til ved siden af, så det endte også okay. De andre skræddere klarede sig virkelig også flot. K-tec eleverne er på meget forskellige niveauer. Nogle af dem kan kun regne meget simpel matematik. Vi måtte desværre skifte to ud, fordi de slet ikke kan læse eller skrive – ikke en gang tallene. Og så ville de ikke få noget ud af undervisningen.

I systuen med syøvelser og sykørekort gik det også godt. Her er eleverne også på forskellige niveauer, men det var tydeligt at alle forberede sig i at sy lige. Disse elever er så nye på skolen, at de ikke har prøvet at sy i stof endnu, og det er tydeligt, at de ikke har prøvet at sy lige før. Der kom kommentarer fra skrædderne som “De gør stadig ikke som jeg siger, selvom jeg har forklaret det mange gange.”
Det virker til at være en stor lærerproces for dem også.

Der var positive tilbagemeldinger hele vejen rundt. Nogle sagde, at det var svært at lære fra sig, mens andre havde lettere ved det. Jeg tror, at det er en kombination af, hvor dygtige K-tech eleverne er, og hvor godt skrædderne kan lære fra sig.
For mig var det var en rigtig god oplevelse, og jeg vil endda betegne første dag som en en stor succes.